Bæredygtighed er på mange måder og i mange sammenhænge blevet et nøgleord og et pejlemærke, hvilket vi kun kan glædes over. På samme tid oplever vi, at samtalen ofte begrænses til udelukkende at handle om klimamæssig bæredygtighed.
Set i lyset af, at vi befinder os i en tid præget af det, forskere og tænkere kalder en poly-krise så synes det evident, at vores arbejde med bæredygtighed i kunsten, med fordel kan bredes ud til at rumme flere aspekter af bæredygtighed – i måden vi driver, tænker og udvikler vores organisationer og hele kunstens økosystem på.
For i en tid præget af systemisk sammenbrud og komplekse sammenhængende kriser er vi nødt til at gentænke den måde vi laver kunst på.
Vi arbejder i strukturer, der ofte reproducerer de samme uligheder, den samme knaphedstænkning og det samme tempo, som har ført os til poly-krisernes tid. Derfor er det for uambitiøst at spørge, hvordan vi kan gøre det lidt bedre inden for de eksisterende rammer. Vi bliver nødt til at begynde et andet sted, når vi taler om bæredygtige forandringer i kunsten.
Som felt må vi turde stille spørgsmålet:
Hvordan kunne det se ud, hvis vi forestillede os noget helt andet? Hvordan ville økosystemet fungere, hvis det var bygget på præmissen om solidaritet og gode arbejdsvilkår for alle, der er en del af det? Og kan forandring skabes hvis vi alle altid skal være enige?
Forestil dig en kunstbranche, hvor adgang ikke afhænger af privilegier og hvor barsel, sygedage og pension ikke beror på den enkeltes evne til at købslå sig til, hvad der burde være grundlæggende rettigheder. Hvor bæredygtighed ikke er et individuelt ansvar, men en kollektiv forpligtelse og hvor forskellighed udgør selve fundamentet for, hvordan vi tænker og skaber kunstnerisk og institutionelt fællesskab.
Denne form for fremtidstænkning er en nødvendighed. Den er et værktøj til at navigere i poly-krisens kompleksitet. Ikke for at forenkle, men for at give os modet til at forestille os andre strukturer, andre rytmer og andre fremtider.
I HAUT arbejder vi kontinuerligt med at skabe rum og rammer for de samtaler, hvor vi mødes om det, der hverken er let at tale om, eller nemt at ændre på. Ikke fordi vi tror, at dialogen alene ændrer noget, men fordi vi tror på, at vi i mødet og i samtalerne skaber grobund for bedre at forstå hinandens forskellige afsæt og virkeligheder. For skønt Danmark er et lille land kan virkeligheden kan se ud på mange forskellige måder i den danske kunstbranche.
Det er ikke nemt at tale om bæredygtighed og lighed i en tid med sammenvævede kriser. Men det er nødvendigt. Og det haster.
Debatindlæg af Betina Rex og Naja Lee Jensen, HAUTs afgående lederteam.