Dette er en kort ‘reader’ om HAUTs løbende arbejde begrebet ‘kunstnerisk feedback’ og er blevet til med afsæt i de kritiske refleksioner, der var til stede under det to-dages seminar PERSPEKTIVES ON: WEIRD / STRANGE / QUEER FEEDBACK, afholdt af HAUT i samarbejde med TOASTER d. 20. - 21. november 2025. Seminaret var organiseret af HAUTs kunstneriske leder Alex Blum i samarbejde med Elioa Steffen og Szymon Adamczak fra det pædagogiske forskningsprojekt Institute of Otherwise Possibilities (IPOP). Seminaret bød også på bidrag fra Xiri Tara Noir (med inddragelse af Sall Lam Toros care rider), Mette Tranholm, Marie Mors, Escarleth Romo Pozo og Cosmo M. Soltani. Men frem for alt blev seminaret formet af de eftertænksomme, generøse indsigter, der blev delt af dets deltagere.
‍

Det to-dages program omfattede diskussioner om behovsbaseret feedback, præsentationer af queer feedback-metodologier samt guidede praktiske øvelser, der havde til formål at åbne alternative feedbackformater, hvori kunstnere og institutioner kan udvikle nærende feedbackmiljøer i resonans med hinanden. Miljøer, der er i stand til at håndtere friktioner og asymmetrier i viden og magt som konstruktive steder for kunstnerisk transformation, skabelse og feedback.

‍

HAUTs FORSTÅELSE af feedback
Som institution med fokus på at udfordre og udvide scenekunsten er feedbackbegrebet essentielt for vores organisation. Vi insisterer løbende på at spørge: Hvordan kan scenekunstinstitutioner forbedre elementerne og strukturerne for kunstnerisk udvikling og feedback for kunstnere? Hvordan kan vi omgå magtasymmetrier og finde andre, blødere måder at nære kunstnerisk udvikling på? Hvordan kan vi queere feedback og dermed udvide og formulere, hvad institutioner som HAUT kan?
‍

PERSPEKTIVER PÅ: WEIRD / STRANGE / QUEER FEEDBACK var et forsøg på at rette vores blik mod processerne omkring kunstnerisk feedback – og hvordan vi kan queere dem – informeret af den ansvarlighed, der følger med at være en institution, eftersom vi uundgåeligt håndhæver strukturer og normer for de kunstneriske produktions- og udviklingsformer, vi inviterer til HAUT. Midt i løbende nedskæringer i kulturbudgetter og en stigning i statsligt sanktioneret fascisme finder vi det afgørende at stille spørgsmål til os selv og åbne en bredere samtale om feedback med vores kunstnere og publikum. Vi spørger:

Hvordan kan HAUT holde rum for de specifikke behov, kunstnerne selv artikulerer? Og hvordan kan ikke kun HAUT, men hele scenekunstfeltet organisere sig omkring en kritisk tilgang til normative protokoller og skabe mere levedygtige betingelser, hvor kunstnere kan undersøge og udvikle deres arbejde på egne præmisser?
‍

Disse spørgsmål kan selvfølgelig aldrig besvares perfekt, men må altid opholde sig i en polyvokal friktion af mulige svar. Alligevel insisterer vi på at være i disse spørgsmål, da de er grundlæggende for enhver kunstnerisk udvikling og burde være af interesse for enhver institution, der fokuserer på udviklingen af kunstneriske praksisser.
‍

Men hvorfor fokuserer vi på feedback? Et muligt svar kunne være, at kunstneriske praksisser (og processerne omkring deres udvikling) er blevet knyttet til feedbackpraksisser gennem kunstens akademisering. Feedback spiller en fremtrædende rolle i vestlige uddannelsessystemer og de pædagogikker, de tilbyder. I formelle uddannelseskontekster har feedback en bestemt funktion i læring, evaluering og bedømmelse. Traditionelt har feedback fungeret som en objektiv vurdering af et kunstværk eller en individuel kunstnerisk praksis. Feedback bruges til kritisk at evaluere et værk eller en praksis – ofte ved at anvende en objektiv uinteresserethed, der sigter mod at forbedre værket eller praksissen. Desværre tager denne form for feedback ikke hånd om kunstnerens behov, hvilket direkte kan underminere udviklingen af det kunstneriske arbejde. Den udvisker snarere positionerne hos dem, der giver feedback, og underminerer de subjektpositioner, der informerer måden, vi nærmer os, støtter og rådgiver kunstneriske praksisser på.


AT QUEERE FEEDBACK

So what might it mean to queer (verb) rather than just being queer (noun)? This is a contentious question, with as many answers as letters in this book, and much like jazz and porn, hard to identify but you know it when you see it. So what do we look for in an act of queering? Queering seems to be about connecting on the one hand resisting violence with on the other projections of queer potentiality. That is to say it is about bridging acts of stopping (or at least reducing) harm with efforts to create positive possibilities and futures. In the realm of feedback, this can mean recognizing how protocols create (and are often based) normativities and make more space for alternative ways of engaging with artistic work. It can also mean pursuing ways of being with work that are more gentle and caring for the artist or in other ways invite in greater expressions of one’s ideal ways of being.

A Queer Feedback Handbook, p. 23.

‍

Når vi taler og tænker om feedback, har vi især fokuseret på IPOP’s ikke-identitære praksisser og deres forståelse af queering som et udsagnsord. Men hvad betyder dette egentlig? Ét svar kunne være, at queering indsætter en kritikalitet i måden, vi gør tingene på, og aktivt fokuserer på at åbne den institutionelle ramme for andre perspektiver end dens egne – positioner, som måske skaber potentielle konflikter med institutionens egne magter. I stedet for at spørge, hvordan ting kan gavne den institutionelle ramme, kan vi tage feedbackbegrebet ud fra kunstnerens position, deres eget arbejde og overlevelsesmuligheder: Hvordan kan feedback blive et nydelsesfuldt øjeblik, der gør deres praksis mere bæredygtig? Hvordan kan feedback inkorporere den omsorg og efteromsorg, der er nødvendig for, at kunstnere faktisk kan bruge det, der fødes tilbage til dem, til at opbygge mere levedygtige kunstneriske værker og praksisser?

‍

For IPOP, the pursuit of queering (verb) is not just about LGBTQ+ artists, but can serve all artists and students. One example might be the ways in which normative violence often affects straight, cis people. We see normativity pop up in feedback moments all the time. Whether in the assumption of neuro-typical processing, ableist structures, English as an assumed common language, assumptions about class, etc. Cis, straight people are also often in need of non-normative ways to feedback artistic work. Queering as a verb can remind as well of the notion of “the queer use”, which implies the capacity for thinking and shaping reality outside of the norms and conventions of the everyday: for example, in an action that diverts from the intended use of things.
‍
A Queer Feedback Handbook, p. 24.

‍
Ved at lære af queeringens strategier må ‘queere feedback’ også betyde, at vi anerkender de kilder, selve begrebet ‘queering’ udspringer fra: LGBTQ+-communities, deres kampe for overlevelse og samfundsmæssig anerkendelse. I en verden med udbredt diskrimination og vold mod queer- og transpersoner – især rasifierte transkvinder – ser vi det som nødvendigt ikke blot at åbne os for den viden, der allerede eksisterer i disse bevægelser og fællesskaber, men faktisk at fokusere på at støtte og forbedre vilkårene for optrædende LGBTQ+-kunstnere generelt.
‍

Én ting, vi særligt fokuserede på under seminaret, var måder hvorpå feedback kan inkorporere handlinger, følelser og affekter, som ellers bliver udvisket i en feedbacksituation. Kan feedback være nydelsesfuld? Kan feedback handle mindre om at præsentere konstruktiv feedback og mere om at stemme sig ind i de feedbacksløkker, vi allerede er viklet ind i? Kan en feedbacksession handle mere om at holde nogen eller noget (et kunstnerisk projekt, lad os sige) og mindre om at dissekere eller analysere det? Kan feedback inkludere arbejdet efter feedbacken? Kan det rumme den mentale og kropslige fordøjelse af det, der fødes tilbage? Dette er blot et lille udvalg af de spørgsmål, HAUT insisterer på at være i for at navigere sit eget ansvar som kunstinstitution. Dette er ikke for at sige, at visse feedbackprotokoller er bedre end andre, men at feedback ikke bør komme i en one-size-fits-all-protokol.
‍

Queering betyder at justere; det betyder at være i konstant bestridelse om, hvad feedback kan være, og hvordan den kan være det. Når vi fokuserer på at stemme os ind i og resonere med hver enkelt kunstners specifikke behov, på at finde samtykkende former for feedback fremfor at analysere værket fra en statisk position af uinteresseret afstand, åbner der sig nye muligheder, samtidig med at friktioner og asymmetrier bliver mærkbare. Det vil være mærkeligt og underligt, men vi må alle lære at aflære forestillingen om, at disse følelser er noget dårligt. Og når vi gør det, begynder vi måske at queere vores egne feedbacksloops.
‍

‍
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
‍

‍
Ruby Nilsson (SE, 1993) er en kunstner og skribent, der har arbejdet i krydsfeltet mellem scenekunst og visuel kunst siden 2018. Hun er for nylig begyndt at arbejde som assistent hos HAUT ved siden af sine studier på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
‍

‍
Credits
Talks & Præsentationer: Mette Tranholm, Marie Mors, Elioa Steffen (IPOP), Szymon Adamczak (IPOP)Workshops: Alex Blum, Xiri Noir og Cosmo M. Soltani
Platforme & Publikationer: In Pursuit of Otherwise Possibilities (IPOP), A Queer Feedback Handbook: Experiments in Otherwise Arts Education