HAUT søger 1-2 nye bestyrelsesmedlemmer, der skal være med til at sikre mål, vision, økonomi og governance for vores residency-program for scenekunstnere på kunstens og kunstnernes præmisser. Med nye bestyrelsesmedlemmer vil HAUT sikre, at flere og forskellige kompetencer og verdenssyn står bag den kunstneriske ledelse og organisationen, for at de kan videreføre og udvikle HAUT som kritisk infrastruktur for det frie felt i dansk scenekunst. Efter ledelsesskifte og en programudvidelse er det nu nødvendigt for HAUT at have en bæredygtig organisationsudvikling for øje.
HVEM ER DU:
- du er en aktiv del af og har stort kendskab til det levende scenekunst- og kulturmiljø.
- du har kompetencer fra fondsverden og forståelse for administration og foreningsjura.
- du har visioner for dansk scenekunst, måske i særlig grad for det frie felt i dansk scenekunst, og er klar på at byde ind med, hvordan HAUT kan udmønte sin vision og gøre en forskel.
- du har tid til at deltage aktivt i 4-5 årlige bestyrelsesmøder, der foregår i København.
Vi søger i særlig grad kompetencer og erfaring indenfor
- Ledelses og/eller ledelsessparring
- Fundraising og organisationsudvikling
- Offentlig administration og governance
- Foreningsjura og HR
- En kompetence, som vi har overset, men som du synes er væsentlig.
Du skal som minimum have kompetencer inden for ét af de ovenstående områder samt have bestyrelsesviden og -erfaring at trække på. Som residency-center for intersektionel scenekunst lægger HAUT vægt på at sammensætte en kompetent bestyrelse på tværs af køn, racialisering, kropsfunktion, uddannelse, alder, m.m.
HVEM ER HAUT
HAUT er et residency-program i København Nordvest, der faciliterer bløde og generøse arbejdsophold for scenekunstnerisk praksis og udvikling. Vi tror på, at scenekunsten skal være i bevægelse, og at forandring begynder med dem, der tør undersøge, stille spørgsmål og skabe nyt. HAUT er en invitation til at tage del i et levende og generøst økosystem, hvor kunstnerisk mod, vidensdeling og fællesskab er drivkraften.
Med residencies, festivaler, samtaler og publikationer skaber vi plads til kunstnerisk fordybelse og samtaler om scenekunstens rolle, potentiale og fremtid. Vi skaber de muligheder, vi selv har savnet – hvor der er plads til at tage chancer, udvikle praksis og insistere på kunstens værdi og integritet.
Bestyrelsesposterne for HAUT lønnes symbolsk. Der forventes deltagelse ved 4-5 årlige og fysiske bestyrelsesmøder i København, ligesom det ville være godt at se bestyrelsen til HAUT’s arbejdsdelinger og vidensaktiviteter en gang imellem.
ANSØGNING
Ansøgningsfristen er den 27. februar 2026 kl. 12:00, og der vil blive indkaldt til samtaler i løbet af marts 2026. Ansøgningen skal indeholde max. 1-sides motiveret ansøgning samt cv og sendes til job@hautscene.dk inden for tidsfristen.
Bestyrelsen tager stilling til hvilke kandidater, de ønsker at invitere til samtale og i sidste ende udpege. Kandidaterne kontaktes direkte, og der kan efter behov indkaldes til indledende samtaler.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til HAUT’s leder Alex Blum på alex@hautscene.dk.