Udforsk strategier for feedbackrum, der tager afsæt i den selvstændige scenekunstner og deres behov, lyst og nysgerrighed
Deltagelse i eventet er GRATIS, men reserver venligst en billet, da der er begrænset pladser. Du kan booke din billet her:
Har du nogensinde modtaget feedback, der føltes helt rigtig? Feedback, der føjede til din kunstneriske proces i stedet for at evaluere den ud fra en etableret æstetik eller kurateret bekymring?
HAUT inviterer i samarbejde med Toaster til et fælles todages seminar om feedback, som behovsbaseret og performativ strategi for bæredygtig scenekunst. I stedet for at holde os til metoder for høflig, konfliktsky og inkonsekvent feedback, ønsker vi at kortlægge fælles praksisser for feedback på kunstens og kunstnernes præmisser.
Med seminaret inviteres kunstprofessionelle fra Nordeuropa til at engagere sig i nødvendige samtaler om omsorg, bæredygtighed og fair praksis i feedback. Gennem keynotes, panelsamtaler og workshops vil vi udforske strategier for feedbackrum, der tager afsæt i den selvstændige scenekunstner og deres behov, lyst og nysgerrighed. Ved at gentænke feedback som en omsorgshandling, man skal forhandle både samtykke og grænser for, inviterer vi til refleksioner om intersektionelle og queer praksisser for det danske scenekunstlandskab.
BILLETBESTILLING: Det er muligt at tilmelde sig enten hele dage eller halve dage, vælg den billet der passer til dig. Det er også via billetbooking du kan tilmelde dig den gratis frokost, samt tilkøbe In Pursuit of Otherwise Possibilities (IPOP) nye håndbog: A Queer Feedback Handbook: Experiments in Otherwise Arts Education.
Program: Orienter dig i programmet herunder og tilmeld dig de moduler der vækker din nysgerrighed og kan bidrage med nye perspektiver.
Torsdag – talks om behovsbaseret og queer feedback
10:00 - 12:30 Mette Tranholm og Marie Mors samtaler om bogen ’Feedback i scenekunstneriske processer’ fra 2022 for at kontekstualisere arbejdet med feedback i dansk scenekunst. Samtalen efterfølges af en fælles reflektion.
12:30 - 13:30 Vegetarisk frokost.
13:30 - 16:00 Elioa Steffen fra den Amsterdam-baserede platform In Pursuit of Otherwise Possibilities(IPOP) giver et oplæg med afsæt deres nye håndbog i queer feedback.
Elioa og IPOP demonstrere en Queer Feedback Session med en kunstner, der har været i et HAUT-residency. Her vil vi samskabe et feedbackrum, der giver næring til kunstnerens praksis og proces.
IPOP har siden 2021 undersøgt behovsbaseret og lystbetonet feedback i tre cyklusser af Queer Feedback Sessions, hvor cirka 30 LGBTQ+-identificerende kunstnere har udviklet og afprøvet feedbackmetoder, der passer til deres kunstneriske praksis.
Fredag – guidede workshops om omsorg og feedback
10:00 - 12:30 Dramaturg Szymon Adamczak fra den Amsterdam-baserede platform In Pursuit of Otherwise Possibilities (IPOP) introducerer platformens nye håndbog i queer feedback som arbejdsværktøj. Szymon vil invitere til at bruge øvelser fra bogen til at reflektere over feedback som et økosystem for både kunstnere og institutioner. Med afsæt i egne refleksioner vil vi gå ind i en samtale om, hvordan vi skaber de bedste feedbackforudsætninger for kunstnerisk udviklingsarbejde i dansk scenekunst.
12:30 - 13:30 Vegetarisk frokost.
13:30 - 16:00 HAUT’s kunstneriske leder Alex Blum faciliterer en workshop om omsorgspraksisser i kunstnerisk feedback. Med afsæt i Alex’s eget arbejde med samtykkeøvelser vil deltagerne blive inviteret til at arbejde med deres egne, kropsliggjorte behov for omsorg i det kunstneriske udviklingsarbejde. Vi vil bruge fælles tid på at udfylde kunstneren body_hacker/Sall Lam Toros skabelon for værktøjet ’care rider’, der ligesom en tech rider kan skabe overblik over kunstnerens behov i både residencies og produktion.
Med udgangspunkt i, hvilken viden vi har behov for lige nu, for at kunsten, kunstnerne og feltet kan udvikle sig, inviterer vi nye tanker og diskurser ind i det danske scenekunstlandskab som inspiration, provokation og katalysator for kunstnerisk udviklingsarbejde. PERSPECTIVES ON er en platform for vidensdeling, samtale og læring, og det programlægges af HAUT i samarbejde med nationale og internationale co-kuratorer.

