Koreograf og kunstpædagog Alex Blum skal fremadrettet stå i spidsen for at udvikle residency- og vidensformater, der skaber frirum for krops- og bevægelsesbaseret kunst i en samtid, hvor ytrings-, køns- og den kunstneriske frihed er under pres.
“Jeg er spændt over at skulle løfte værtskabet for vores kunstnere i residency”, siger Alex Blum. “HAUT opleves i det frie felt som et frirum fra samtidens tryk. Vores intention er at fordre det samlede scenekunstfelt til at tage flere risici, turde fejle og improvisere ud over sine vante forestillinger. Det bliver kun muligt gennem vores bløde og generøse værtsskab.”
Med en stærk baggrund inden for koreografi, performancepædagogik og politisk teori bringer Alex både kunstnerisk erfaring og en skarp samtidsbevidsthed ind i HAUT. Hendes praksis tager udgangspunkt i kroppen som vidensbærer og vidne – og i en dybt forankret tro på kunstens evne til at skabe forandring.“Hver kunstners arbejde udfolder en somatisk, performativ og scenisk viden om vores samfund. Jeg glæder mig til at kortlægge den kropslige og levede viden fra vores residencies for i højere grad at italesætte og intervenere i den strukturelle uretfærdighed i det danske kulturliv”, siger Alex Blum.
Bestyrelsen ser frem til, at Alex bygger videre på det kunstneriske og organisatoriske fundament, som den nuværende ledelse har skabt.
“Vi har valgt en kandidat, der udover sin erfaring, uddannelser og internationale netværk også har kunstneriske og vidensmæssige visioner for samfundet. Det var også væsentligt for os, at Alex er meget bevidst om, hvordan visionerne skal udfoldes i handling.” udtaler forperson H.C. Gimbel på vegne af HAUTs bestyrelse.
Alex Blum tiltræder d. 15. maj for at tage del i en overleveringsperiode og vil fra næste sæson overtage ledelsen efter Naja Lee Jensen og Betina Rex.